Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
August 2006
Os nu
Vi skal søge efter middelvejene i kampene om ophavsret i internettets tidsalder, skriver stifteren af Creative Commons.
CulturCronik:
Af Lawrence Lessig
Den sunde fornuft støtter ophavsretskrigerne, fordi debatten hidtil har udviklet sig i form af ekstremer - som et stort enten-eller: Enten ophavsret eller anarki, enten total kontrol eller kunstnere, der ikke bliver betalt. Hvis det virkelig er valgmulighederne, burde krigerne vinde.
Fejltagelsen her er udeladelsen af middelvejen. Der er ekstremer i denne debat, men ekstremerne er ikke de eneste, der findes. Der er dem, der tror på maksimal ophavsret - "Alle rettigheder forbeholdt" - og dem, der afviser ophavsret - "Ingen rettigheder forbeholdt". De førstnævnte tror på, at man skal bede om tilladelse, før man på nogen måde bruger et ophavsretsbeskyttet værk. De sidstnævnte mener, at man burde være i stand til at gøre med indhold, som man vil, uanset om man har tilladelse eller ej.
Da internettet lige var kommet til verden, hældede dets oprindelige arkitektur reelt i retning af "Ingen rettigheder forbeholdt". Indhold kunne kopieres perfekt og billigt. Det var svært at kontrollere rettigheder. Uanset folks ønsker var det reelle ophavsretssystem i internettets oprindelige udformning "Ingen rettigheder forbeholdt". Indhold blev brugt uanset rettigheder. Enhver rettighed var reelt ubeskyttet.
Dette oprindelige særkende affødte en reaktion - modsat, men ikke helt ligeartet - fra rettighedshaverne. Denne reaktion har været emnet for denne bog. Gennem lovgivning, retssager og ændringer i netværkets opbygning har rettighedshaverne været i stand til at ændre den grundlæggende karakter i omgivelserne omkring det oprindelige internet. Hvis den oprindelige arkitektur havde en reel automatik i forhold til "ingen rettigheder forbeholdt", så har den fremtidige en reel automatik i forhold til "alle rettigheder forbeholdt". Arkitekturen og retten, der omgiver internettets design, vil i stigende grad avle et miljø, hvor al brug af indhold kræver tilladelse. Den klippeklistre-verden, der kendetegner internettet i dag, vil blive "få tilladelse til at klippeklistre", som er en skabers mareridt.
Det, der er brug for i dag, er at sige noget midt imellem - hverken "alle rettigheder forbeholdt" eller "ingen rettigheder forbeholdt", men "nogle rettigheder forbeholdt" - således at ophavsret respekteres samtidig med, at der gives skabere adgang til gratis indhold. Med andre ord har vi brug for at kunne genoprette et sæt friheder, som vi bare kunne tage for givet før.
Genopbygning af tidligere forudsatte friheder: Eksempler
Hvis man hæver sig op over den kamp, som jeg har beskrevet her, vil man genkende et problem fra andre sammenhænge. Tænk på privatlivet. Før internettet behøvede de fleste af os ikke at bekymre os særligt meget om de data om vores liv, som vi udsendte til verden. Hvis man gik ind i en boghandel og bladrede igennem nogle af Karl Marx' værker, behøvede man ikke være bekymret for at skulle forklare sine vaner over for naboer og chef. Privatlivet omkring ens læsevaner var sikkert.
Hvad gjorde det sikkert?
Udtrykt i de modaliteter, som jeg har beskrevet i En Fri Kultur, blev privatlivet sikret på grund af en ineffektiv arkitektur til indsamling af data og som følge deraf en markedshindring (omkostning) for alle, der ønskede at indsamle data. Hvis du arbejdede i CIA og var mistænkt for at spionere for Nordkorea, ville dit privatliv utvivlsomt ikke være sikret. Men det skyldes, at CIA ville betragte det som gavnligt (håber vi) at bruge de midler, det krævede at opspore dig. Men for de fleste af os (håber vi igen) kunne spionage ikke betale sig. Den virkelige verdens meget ineffektive arkitektur betød, at vi kunne nyde en rimelig grad af privatlivsfred. Denne fred var sikret os ved hjælp af uigennemsigtighed. Ikke ved hjælp af lovgivning - ingen lov beskytter privatlivets fred på offentlige steder - og mange steder heller ikke ved hjælp af normer - snagen og sladder er bare sjov - men i stedet de omkostninger der var forbundet med at spionere.
Ind på scenen træder internettet, hvor sporingsomkostningerne er blevet meget små - især ved hjælp af søgeprogrammer. Som kunde hos Amazon samler Amazon data på det, man søger der. Det ved man, fordi der på hjemmesiden er en liste af "dine søgninger". På grund af nettets arkitektur og cookie-funktionen på nettet er det lettere at indsamle data end at lade være. Friktionen er forsvundet, og den del af privatlivets fred, der var beskyttet af friktion, forsvinder således også.
Amazon er naturligvis ikke noget problem. Men vi kan måske begynde at bekymre os om biblioteker. Hvis man er en af disse venstreorienterede personer, der mener, at folk burde have ret til at søge i et bibliotek, uden at staten ved, hvilken bog man kigger i - jeg er også en af disse venstreorienterede personer - så kan man blive bekymret for denne ændring i overvågningsteknologien. Hvis det bliver let at indsamle oplysninger og finde ud af, hvem der gør hvad i det elektroniske rum, så forsvinder gårsdagens friktionsskabte privatlivsfred.
Det er den virkelighed, der forklarer manges anstrengelser for at definere privatlivet på internettet. Det er anerkendelsen af, at teknologi kan fjerne det, friktionen tidligere gav os, der får mange til at arbejde for regler, der udfører friktionens opgave.1 Og uanset om man er tilhænger af disse regler eller ej, er det mønstret, der er det væsentlige her. Vi må tage aktive skridt til at sikre den form for frihed, som vi passivt kunne tage for en given ting tidligere. En ændring i teknologien tvinger nu dem, der tror på privatlivets fred, til at handle positivt, hvor privatlivets fred før var en given automatik.
En lignende historie kan fortælles om, hvordan Free Software-bevægelsen kom til verden. Da computere med software blev kommercielt tilgængelige, var softwaren - både kildekode og maskinkode - gratis. Man kunne ikke bruge et program, der var udviklet for en Data General-maskine, på en IBM-maskine, så Data General og IBM gjorde ikke meget ud af at kontrollere deres software.
Det var den verden, som Richard Stallman blev født i, og mens han var researcher på MIT, kom han til at holde af det samfund, der udviklede sig, da man havde frihed til at udforske og rode med den software, der styrede maskinerne. Eftersom Stallman var en kvik fyr og selv en talentfuld programmør, var han afhængig af friheden til at videreudvikle og moderere andres arbejde.
Det er ikke en frygtelig yderliggående tanke, i det mindste ikke i et akademisk miljø. På et institut for matematik har enhver frihed til at fuske med et bevis, som andre har konstrueret. Hvis man mener, at man har en bedre måde at bevise en læresætning på, kan man bruge det, andre har lavet, og ændre det. På et institut for klassiske sprog har man frihed til at forbedre en kollegas oversættelse af en nyligt funden tekst, hvis den er fejlbehæftet. For Stallman var det derfor indlysende at have frihed til at rode med og forbedre systemet, der styrede en maskine. Det var også viden. Hvorfor skulle den ikke være åben over for kritik ligesom alt andet?
Ingen besvarede det spørgsmål. I stedet ændrede arkitekturen for indtjening i forbindelse med databehandling sig. Efterhånden som det blev muligt at importere programmer fra et system til et andet, blev det økonomisk attraktivt - i det mindste efter nogles synspunkt - at skjule programkoden. Virksomhederne begyndte så også at sælge ydre enheder til mainframe-systemer. Hvis jeg bare kunne kopiere din printerdriver, ville det være lettere for mig at sælge en printer på markedet, end det var for dig.
Ergo begyndte praksis med beskyttet programkode at brede sig, og i begyndelsen af 1980'erne var Stallman omgivet af beskyttet programkode. Den frie softwares verden var blevet udslettet på grund af en ændring i økonomien omkring databehandling. Og han mente, at denne frihed til at ændre og udveksle software var grundlæggende svækket, hvis han ikke gjorde noget ved det.
Stallman begyndte derfor i 1984 med at udvikle et gratis styresystem, så et element af gratis software i det mindste ville overleve. Dermed kom GNU-projektet til verden, hvorefter Linus Torvalds Linux-kerne blev tilføjet og blev til GNU/Linux-styresystem.
Stallmans teknik var at bruge ophavsretten til at bygge en verden af software, der skulle holdes fri. Software med licens ifølge Free Software Foundation's GPL (General Public License) kan ikke modereres eller spredes, medmindre kildekoden til denne software også er tilgængelig. Enhver, der bygger på GPL-software, skal derfor også frigive deres moderationer. Stallman mente, at det ville sikre en udvikling af en systemøkologi, der frit kunne bygges videre på. Hans grundlæggende mål var frihed. Innovative kreative systemer var et biprodukt.
Stallman gjorde dermed for software, hvad privatlivsfortalere gør for privatlivets fred. Han søgte en metode til at genopbygge en frihed, der tidligere blev taget for givet. Ved hjælp af en positiv brug af licenser, der omfattede programkode, genvandt Stallman positivt et rum, hvor den fri software ville overleve. Han beskyttede aktivt det, der tidligere var en selvfølge.
Til sidst skal vi se på et nyt eksempel, der mere direkte afspejler denne bogs tema. Det er ændringen i den måde, akademiske og videnskabelige tidsskrifter fremstilles på.
Efterhånden som digitale teknologier udvikler sig, bliver det indlysende for mange, at den mest effektive vidensspredning ikke er at trykke tusindvis af eksemplarer af tidsskrifter hver måned og udsende dem til biblioteker. Tidsskrifterne bliver i stigende grad elektroniske, og biblioteker og deres brugere får adgang til disse elektroniske tidsskrifter på password-beskyttede hjemmesider. Noget lignende er sket inden for juraen i næsten 30 år. Lexis og Westlaw har gjort elektroniske udgaver af sagsmapper tilgængelige for deres abonnenter. Selv om en højesteretsdom ikke er ophavsretsbeskyttet, og alle har frihed til at gå på biblioteket og læse den, har Lexis og Westlaw også frihed til at kræve betaling for adgang til denne højesteretsdom gennem deres respektive tjenester.
Der er generelt ikke noget galt i det, og muligheden for at kræve betaling for adgang - endog til indhold, der er offentligt domæne - er et udmærket incitament til at udvikle nye og innovative metoder til spredning af viden. Retten er indforstået, og det er årsagen til, at Lexis og Westlaw har fået tilladelse til at virke. Og hvis der ikke er noget i vejen med at sælge det offentlige domæne, så kan der principielt ikke være noget galt i at sælge adgang til indhold, der ikke er offentligt domæne.
Men hvad nu hvis man kun kan få adgang til samfundsmæssige og videnskabelige data gennem beskyttede tjenester? Hvad nu hvis man kun har mulighed for at søge i disse data, når man betaler abonnement?
Som mange begynder at bemærke, er det i stigende grad virkeligheden i forhold til videnskabelige tidsskrifter. Da de blev distribueret i papirform, var de tilgængelige for alle, der havde adgang til et bibliotek. Cancerpatienter kunne således blive cancereksperter, fordi bibliotekerne gav dem adgang. Eller patienter, der forsøgte at forstå risikoen ved en bestemt behandling, kunne undersøge disse risici ved at læse alle tilgængelige artikler om denne behandling. Friheden til at gøre det opstod således gennem biblioteksinstitutionen (norm) og tidsskriftsteknologien (arkitektur) - eftersom det er meget vanskeligt at kontrollere adgangen til et papirtidsskrift.
Men efterhånden som tidsskrifter bliver elektroniske, kræver udgiverne, at bibliotekerne ikke giver almindelig offentlig adgang til dem. Det betyder, at den frie adgang til trykte tidsskrifter i offentlige biblioteker begynder at forsvinde. Som med privatliv og software får en ændret teknologi og et ændret marked en frihed, der tidligere var givet, til at svinde ind.
Denne udvikling har ført til mange positive skridt for at genvinde den frihed, der er gået tabt. For eksempel er PLoS (Public Library of Science) et almennyttigt selskab, der arbejder på at gøre videnskabelig forskning tilgængelig for alle med internetforbindelse. Forfattere af videnskabelige arbejder indsender deres værker til PLoS. Disse indsættes så i et offentligt, elektronisk arkiv og gøres permanent gratis tilgængeligt. PLoS sælger også trykte udgaver, men ophavsretten til det trykte tidsskrift forhindrer ikke nogen i at redistribuere et værk gratis.
Det er blot en af mange bestræbelser for at genvinde den frihed, som tidligere blev taget for givet, men som nu trues af ændrede teknologier og markeder. Dette alternativ kæmper utvivlsomt med de traditionelle udgivere og deres bestræbelser for at tjene penge på deres monopol. Men konkurrence bliver ifølge vores tradition betragtet som noget godt - især når den er med til at sprede viden og forskning.
Genvinding af den fri kultur: En idé
Den samme strategi kunne anvendes på kultur som en reaktion på den stigende kontrol, som effektueres gennem ret og teknologi.
Ind træder Creative Commons. Creative Commons er et almennyttigt selskab, stiftet i Massachusetts, men med hjemsted på Stanford University. Dets mål er at bygge et lag af rimelig ophavsret oven på de ekstremer, der hersker nu. Det sker ved at gøre det let for folk at bygge på andres værk, ved at give skaberne en simpel mulighed for at tillade en sådan brug. En simpel mærkning, knyttet til menneskeligt læsbare beskrivelser, og knyttet til skudsikre licenser, gør det muligt.
Simpel - betyder uden mellemmand eller uden en advokat. Ved at udvikle et sæt af gratis licenser, som folk kan hæfte til deres værker, sigter Creative Commons på at udpege indhold, som man let og trygt kan bygge på. Mærkningen er så linket til maskinlæsbare udgaver af licenserne, der gør det muligt for computere automatisk at identificere indhold, der uden videre kan udveksles. Disse tre udtryk tilsammen - lovlige licenser, menneskeligt læsbare beskrivelser og maskinlæsbar mærkning - udgør en Creative Commons-licens. En Creative Commons-licens giver en frihed til alle, der benytter licensen, og hvad vigtigere er, et udtryk for det ideal, at personen, der er forbundet med licensen, tror på noget andet end ekstremerne "alt" eller "intet". Indholdet er markeret med CC-mærket, hvilket ikke betyder, at ophavsretten er opgivet, men at der er givet visse friheder.
Disse friheder er tillæg til de friheder, der ligger i rimelig brug. Deres præcise profil afhænger af de valg, skaberen foretager. Skaberen kan vælge en licens, der tillader enhver brug, bare rettighedshaveren krediteres. Han eller hun kan vælge en licens, der kun tillader ikke-kommerciel brug. Han eller hun kan vælge en licens, der tillader enhver brug, bare den samme frihed gives til andre anvendelser (at dele som brødre). Eller enhver brug, bare der ikke er tale om bearbejdelse. Eller enhver brug i udviklingslande. Eller enhver sampling, bare værket ikke kopieres helt. Og til sidst enhver uddannelsesmæssig brug.
Disse valg udgør således en vifte af friheder, der ligger ud over ophavsrettens automatik. De giver også en frihed, der ligger ud over den traditionelle rimelige brug. Og hvad væsentligere er, udtrykker de disse friheder på en måde, som efterfølgende brugere kan bruge og forlade sig på uden behov for at ansætte en advokat. Creative Commons sigter således på at opbygge et indholdsudbud, styret af en rimelig ophavsret, som andre kan anvende. Enkeltpersoners og skaberes frivillige valg gør dette indhold tilgængeligt. Og dette indhold vil så gøre os i stand til at genskabe et offentligt domæne.
Det er kun ét projekt af mange inden for Creative Commons. Og Creative Commons er naturligvis ikke den eneste organisation, der stræber efter en sådan frihed. Men det, der adskiller Creative Commons fra mange andre, er, at vi ikke kun er interesseret i at tale om et offentligt domæne eller i at få lovgivere til at være med til at opbygge et offentligt domæne. Vores mål er at opbygge en bevægelse af forbrugere og producenter af indhold - indholdsbidragere, som advokat Mia Garlick kalder dem - der er med til at opbygge det offentlige domæne og via deres arbejde demonstrere betydningen af det offentlige domæne for anden kreativitet.
Målet er ikke at bekæmpe "alle rettigheder forbeholdt". Målet er at komplementere dem. Problemerne, som loven skaber for os som kultur, er skabt af vanvittige og utilsigtede konsekvenser af love, der er skrevet for århundreder siden, anvendt på en teknologi, som kun Jefferson kunne have forestillet sig. Reglerne kan meget vel have givet mening på baggrund af datidens teknologier, men de giver ikke mening på baggrund af digitale teknologier. Nye regler er tiltrængt - med forskellige friheder, udtrykt på måder, som mennesker kan bruge uden advokater. Creative Commons giver folk en metode til effektivt at etablere sådanne regler.
Hvorfor skulle skabere ønske at opgive den totale kontrol? Nogle deltager for bedre at sprede deres indhold. Cory Doctorow, for eksempel, er science fiction-forfatter. Hans første roman, Down and Out in the Magic Kingdom, blev udgivet online og gratis under en Creative Commons-licens den samme dag, som den blev sat til salg i boghandlen.
Hvorfor skulle en forlægger overhovedet indvillige i det? Det aner mig, at forlæggeren tænkte som så: Der er to grupper af mennesker derude: (1) dem, der vil købe Corys bog, uanset om den er på internettet eller ej, og (2) dem, der aldrig vil høre om Corys bog, medmindre den er gjort tilgængelig gratis på internettet. En vis del af 1'erne vil downloade Corys bog i stedet for at købe den. Vi kalder dem dårlige 1'ere. En vis del af 2'erne vil downloade Corys bog, synes om den og så vælge at købe den. Kald dem gode 2'ere. Hvis der er flere gode 2'ere end dårlige 1'ere, vil strategien med at udgive Corys bog gratis online sikkert forøge salget af den.
Faktisk støtter forlæggerens erfaring denne konklusion. Bogens første oplag var udsolgt flere måneder før, forlæggeren havde forventet det. Denne første roman af en science fiction-forfatter var en total succes.
Den tanke, at gratis indhold kunne forøge værdien af ikke-gratis indhold blev bekræftet af en anden forfatter. Peter Wayner, der skrev en bog om Free Software-bevægelsen med titlen Free for all, lavede en elektronisk gratis, online version under en Creative Commons-licens, efter at bogen var udkommet på tryk. Han holdt derefter øje med priserne på bogen i antikvariaterne. Som spået steg prisen på hans bog i antikvariaterne også, efterhånden som antallet af downloads steg.
Det er eksempler på brug af Creative Commons til en bedre spredning af beskyttet indhold. Jeg mener, at det er en herlig og almindelig brug af Creative Commons. Der er andre, der bruger Creative Commons-licenser af andre årsager. Mange, der bruger sampling-licensen, gør det, fordi alt andet ville være hyklerisk. Sampling-licensen siger, at andre har frihed til at bruge dele af det licenserede værk til kommerciel eller ikke-kommerciel brug. De har bare ikke frihed til at gøre rene kopier af værket tilgængelige for andre. Det er i overensstemmelse med deres egen kunst - de sampler også fra andres værker. De juridiske omkostninger ved sampling er så høje - Walter Leaphart, manager for rapgruppen Public Enemy, hvis særkende er at sample andres musik, har erklæret, at han ikke "tillader" Public Enemy at sample mere, fordi de juridiske omkostninger er så høje2 - så derfor udgiver disse kunstnere indhold i deres kreative miljø, så andre kan bygge videre på det og dermed få deres form for kreativitet til at gro.
Endelig er der mange, der mærker deres indhold med en Creative Commons-licens, bare fordi de over for andre vil udtrykke betydningen af ligevægten i denne debat. Hvis man bare finder sig i systemet, siger man reelt, at man tror på "alle rettigheder forbeholdt"-modellen. Flot nok, men mange gør det ikke. Mange tror på, at uanset hvor passende den regel er for Hollywood og de få, er det ikke en passende beskrivelse af, hvordan de fleste skabere betragter de rettigheder, som knyttes til deres værker. Creative Commons-licensen udtrykker opfattelsen af "nogle rettigheder forbeholdt", og giver mange en chance for at sige det til andre.
I løbet af det første halve år af Creative Commons-eksperimentet blev over 1 mio. genstande licenseret med disse fri kultur-licenser. Det næste skridt er partnerskab med middleware-udbydere, for at hjælpe dem til at føje simple faciliteter til deres teknologi, så brugere på en nem måde kan mærke deres værker med Creative Commons-friheder. Det følgende er så at betragte og hylde de kunstnere, der skaber på grundlag af fritstillet indhold.
Dette er initiativer til genvinding af et offentligt domæne. Det er ikke kun argumenter. Det er handling. At opbygge et offentligt domæne er første skridt til at vise folk, hvor væsentligt det domæne er for kreativitet og innovation. Det vil føre til en verden, hvor andre end frivillige midler er mulige.
Creative Commons er kun ét eksempel på enkeltpersoners og skaberes frivillige bestræbelser på at ændre de forskellige rettigheder, der lige nu styrer det kreative område. Projektet konkurrerer ikke med ophavsretten. Det komplementerer den. Målet er ikke at knægte skabende kunstneres rettigheder, men at gøre det lettere for dem at håndhæve deres rettigheder mere fleksibelt og billigere. Den forskel, mener vi, muliggør en lettere spredning af kreativiteten.
Lawrence Lessig
Lawrence Lessig er professor på Stanford Law School og grundlægger af Stanford Center for Internet and Society. Cronikken er et uddrag fra bogen En fri kultur, oversat til dansk af Inge-Lise Jespersgård.
